Rødlisten
Det hedder sig, at vi står midt i den 6. masseudryddelse og rødlisten bliver med årene mere omfattende, mere detaljeret, i takt med at menneskets viden og kendskab til arter og deres udbredelse vokser.
Det slår mig som et paradoks at jeg finder så stor glæde ved opdagelsen af en ny art, om det er en ny-set fugleart i min have, eller opdaget art ude i verden, og at jeg samtidig kender så få arter. Tallene alene siger mig ikke noget. "16.306" arter er truet på randen af udryddelse. Forfærdeligt, men jeg kan ikke forholde mig til tallene. Jeg forstår begrebet truet bedre, når jeg spejder efter en gråspurv blandt skovspurvene. Når jeg leder efter viben i foråret, eller søger efter sløruglen i min baghave. Jeg har ikke set den siden naboen fældede træet i skellet.
På det plan forstår jeg bedre, at arterne bliver færre og fåtallige. Jeg har derfor sat mig for, at male et portræt af hver af de truede arter, gerne inden de er væk. For at minde mig selv om, at tilbagegangen kan ændres. Jeg starter med fuglene, og måske tager jeg hul på pattdyrene, efterfølgende.
De malede portrætter er nummeret i den rækkefølge jeg har malet dem. Ved donation af mindst 200 kr. til Danmarks Naturfond, kan man få et af malerierne. Jeg har valgt Danmarks Naurfond, da 100% af bidragene går ubeskåret til fonden og fordi de opkøber dansk natur og varetager den for efter tiden.