Fugle

Jeg nærer en stor fascination af fugle. Af den mangfoldighed og variation af fugle der findes og de mange måder de er tilpasset til deres miljø. De vækker min nysgerrighed, når nogle arter går tilbage og andre går frem. 

I mange år har jeg talt fuglearter, når jeg kører gennem landskabet, særlig på ture, jeg kører hver dag. Gennem årene har jeg fulgt hvordan visse fugle bestande er gået tilbage - viber ved Siø, og hvordan andre er gået frem - grågæs ved Hvidkilde.

Fornylig var jeg ved at lave trafikkaos, da jeg spejdede en ny art, ved vådengen, ved Hvidkilde. Dér hvor fiskehejren altid står, og musvågen vogter i vejtræet. Netop der glimtede to snehvide, slanke fugle. Tre dage i streg, stod de og så fremmede ud, skulder mod skuder med fiskehejren. Samme form. Hver sin art. Nu er der kun én. Måske de er på afveje? Måske der kommer flere?  Jeg er næsten sikker på, at de er egretter på afveje, men medmindre de vil affinde sig med, at jeg indfanger dem og holder dem nede, mens jeg slår op i fuglebogen, kan jeg "mene", lige så tosset jeg vil. Males skal de, i hvertfald. Denne gang som hjemlig art. 

For tiden arbejder jeg hen mod en udstilling, hvor det netop er fugle der vil være temaet.